Formålet med de nye hånd-i-hånd stillinger er at vække interessen for faget hos unge, og på sigt skabe bedre mulighed for at rekruttere nye medarbejdere til sundheds- og ældreområdet. Desuden skaber hånd-i-hånd-medarbejderne glæde og smil på plejehjemmene, hvilket også er med til at knytte gode relationer mellem generationer.

Byrådet i Kolding Kommune bevilligede i første omgang 200.000 kr. til indsatsen, der viste sig at være så stor en succes, at der er tilført yderligere 300.000 kr. til indsatsen, der indtil videre skal løbe til og med 2023.

Arbejdstiden for hånd-i-hånd-medarbejdere er et par timer om ugen, og deres arbejdsopgaver er typisk at spille spil, gå ture, snakke, lytte, læse højt, eller hvad den unge og de ældre beboere sammen finder på. Her er der mulighed for, at hånd-i-hånd-medarbejderen og beboerne kan være kreative.